fredag den 10. oktober 2014

Portræt 36/52

Den her dreng er glad. Hans mor er i lettere chok og forsøger på bedste vis, at vise at hun ikke er i panik. Den her dreng har ca. 1,5 time tidligere, end billedet er taget, fortalt at han lige har slugt en "gulddukat" aka et lille rundt batteri. "Jeg ku' godt mor...jeg ku' godt sluge guldduktaten!" "Øh, hva'?"

Ja, knægten var åbenbart sulten, og besluttede sig for, at prøve at spise et batteri, fremfor at bede sin mor om noget mad. Bevars, vi var ude at købe ind og jeg har da på bedste vis, forsøgt at lære ham ikke at plage, og at han ikke per automatik får et æble, banan, bolle eller andet så snart vi træder ind af døren ved supermarkedet. Men altså...jeg havde da aldrig i min fjerneste forstand forestillet mig, at han kunne finde på, at spise et batteri med den tank, at det kan udgøre samme mæthedsfornemmelse som mad.

Vi fik derfor lov til at få en tur på skadestuen på Hillerød Hospital. Ingen ventetid, vi skulle bare henvende os ved receptionen med det samme og han kom ind. Meget fornemt. Det er jo heller ikke det sundeste at spise et batteri.

Han er sund og frisk og virkede ikke mærket af at have slugt et batteri. Han kunne hoppe og løbe og lege. Han havde faktisk slet ikke tid til at sidde stille og svare på alle de spørgsmål lægen havde. Hun spurgte mig om jeg havde set ham sluge det eller om han faktisk havde slugt det eller var det bare noget han sagde? Jeg havde ikke set det, og helt ærligt...hvis han siger at han har slugt et batteri, så stoler jeg på, at han har slugt et batteri...også selvom det så ikke var rigtigt. Det kan jo have fatale konsekvenser, hvis det sætter sig fast og ætser maven/tarmen you name it.

Så til røngten med ham. Han fik at vide at han skulle stå foran et KÆMPE kamera med blusen af. Jeg fik "kjole på". Ikke den lyserøde, men den gule. Den lyserøde var til ham der skulle tage billeder. Det syntes Lauritz var lidt pudsigt. Han kunne kigge på mig lidt mistroisk, som om at han lige skulle læse mit ansigt. Er det her okay mor? Jeg smilede og sagde at jeg syntes det var et flot kamera. Meget større end vores derhjemme, og det var da sjovt at få taget billeder med sådan et stort kamera. Det var okay.

Batteriet havde allerede bevæget sig ned, i en slynge i tyndtarmen, og var ved at finde sin vej ud. Tænk at det var nået "så langt", på ca. 2 timer. Så længe han ikke havde feber eller mavesmerter, så var alt godt. Vi har haft åben adgang til skadestuen i de efterfølgende 4 uger, i tilfældet af at det skulle sætte sig fast og ved akut mavesmerter eller feber skulle vi bare komme. De 4 uger er nu gået, og vi har ikke været der igen. Så vi gætter på at det er passeret uden nogen af os har lagt mærke til det.

Han har så fået at vide, at man spiser altså kun mad og ikke andet, af både læge, sygeplejerske, pædagogerne i børnehaven og os...mon han husker det? Vi må se.


Ny hjemmestrikket kyse, i det blødeste baby merino uld, prøves i forbindelse med eftermiddagslur. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar